Hundredvis af børn og unge fra Nairobis slumområder engagerer sig i Nafsis kultur- og medieaktiviteter. Det giver dem indhold i hverdagen, selvtillid og nye muligheder.
”Nafsi” betyder ”sjæl”, og ”Nafsi Africa” er altså ”Afrikas sjæl”.
I Nairobis slum tager Nafsis trænere hver uge rundt og underviser hundredvis af børn og unge i akrobatik, dans og musik.
Det foregår på byggetomter, i skolegårde eller på et jernbaneterræn.
For børnene er Nafsi et spændende afbræk i en hård hverdag, og flere af de unge deltagere siger, at akrobatik og dans er med til at holde dem fra stoffer og bandekriminalitet.